24
Denmark
Copenhagen
blog

Juletid i København: Aktiviteter i december

2024-11-20

Dejlige december er her næsten, og vi hos Stromma vil gerne guide dig godt gennem højtidens hyggeligste juleoplevelser i København. Byen summer af aktiviteter helt frem til jul, og du finder både klassiske juleaktiviteter og anderledes oplevelser i vores guide herunder.

Julemarkeder og danske herligheder

Et besøg på de hyggelige julemarkeder er en klassisk decemberaktivitet. Markederne er meget mere end bare shopping, her møder dansk julehygge Københavns særlige charme, og du finder alt fra sødt julepynt, unikt kunshåndværk og flotte juledekorationer til sprøde æbleskiver og varm kakao. Duften alene vil med garanti få dig i julestemning. 

Du finder julemarkederne på Højbro Plads og Thorvaldsens Plads, og de holder åbent dagligt helt frem til den 21. december.

Glögg – En juletradition

Glögg hører sig julen til! Denne varme og krydrede juledrik kom til Danmark fra Sverige i perioden efter 2. Verdenskrig og blev hurtigt en elsket klassiker. Vi anbefaler dig at besøge Hviids Vinstue, hvis du vil nyde noget af byens bedste glögg. Deres glögg er blevet så populær i årenes løb, at du nu kan købe det på flaske og nyde det derhjemme også.

Hviids Vinstue er ét af de ældste barer i København og har ligget på sin nuværende placering i knap 300 år og er et stykke ægte københavnerhistorie - hvis bare vægge kunne tale!

Sig skål til hinanden på Hviids Vinstue på Kongens Nytorv 19.

Skøjteløb: En decemberfavorit i København

Efter at have nydt en masse julelækkerier kan du brænde overskydende energi af på én af byens udendørs skøjtebaner. Besøg for eksempel Broens Skøjtebane, der er placeret lige i hjertet af byen. Den 600m2 store skøjtebane giver dig rig mulighed for at udfolde dit skøjtetalent. En sjov aktivitet for alle aldre, og hvis du er lidt som Bambi, så kan du leje en ’skøjte-buddy’, der kan hjælpe dig med at holde balancen. Skøjter og hjelme kan lejes på stedet, men du er også velkommen til at medbringe dine egne skøjter. Du kan skøjte hver dag til og med den 23. februar 2025.

Skøjt ind i julestemningen på Broens Skøjtebane på Strandgade 95.

Du kan også snøre skøjterne på Kongens Nytorv, der efter et par års fravær endelig er tilbage under navnet Copenhagen Winter Wonderland. Omgivet af historiske bygninger som D'angleterre og Det Kongelige Teater kan du øve dig på piruetter, slalom og speedskating.

Lej skøjter eller tag dine egne med og gør isen usikker på Kongens Nytorv frem til den 30. december.

Få en eventyrlig juleoplevelse i Tivoli

Jul i Tivoli er et ægte vintereventyr! De smukke dekorationer har forvandlet haven til et fortryllende vinterlandskab, og overalt omkring dig spirer en eventyrlig stemning. Lej skøjter og tag en skøjtetur under Tivolis betagende lysshow, der minder om nordlyset. Tag børnene med til et hyggeligt besøg hos den rare julemand eller nyd lækre godter i madboderne. Mellem turene i de sjove forlystelser kan du shoppe julepynt, varme sokker og bløde striktrøjer i de mange juleboder rundt om i haven.

Den 13. december kl. 17:30 kan du opleve knap 100 talentfulde unge mennesker gå Lucia optog gennem haven.

Bemærk, at Tivoli holder lukket den 24. december.

Tivoli Christmas 2023.jpg

Flydende Luciaoptog: En unik tradition i København

Vil du opleve en anderledes Lucia tradition, så anbefaler vi, at du fanger det flydende Luciaoptog. Københavns vintermørke oplyses, når en karavane af kajakker samles til fællessang. Der er fem stop på turen, hvor koret og kajakroerne synger:

  • Kl. 16:45 - Børsgraven
  • Kl. 17:15 – Nyhavn
  • Kl. 17:45 – BLOX
  • Kl. 18:10 – Gl. Strand og Højbro Plads
  • Kl. 18:45 – Kayak Bar

Floating Lucia Parade.jpg

Klassisk juleballet på det Kongelige Teater

Hvis du nyder både den festlige højtid og ballet, må du ikke gå glip af årets opsætning af Nøddeknækkeren på det Kongelige Teater. Nøddeknækkeren bringer en eventyrlig dimension til vinteren, hvor magi og forundring smelter sammen i dansen, når Marie og hendes nøddeknækkerprins begiver sig ud på en rejse, hvor alt kan ske. Tchaikovskys mest elskede musikstykker danner rammen for denne magiske ballet, der begejstrer både børn og voksne verden over.

Oplev magien på det Kongelige Teater på August Bournevilles Passage 8.

Oplev ægte julestemning på vandet

Tilføj lidt julekrydderi til din søndag ombord på vores swingende Jule Jazz Cruise! Lyt til fantastisk live jazz på vandet, mens vi sejler afsted langs de smukke kanaler og gennem den historiske havn. Vores talentfulde jazz bands spiller kendte julefavoritter med et jazzet twist og godt humør er garanteret. Alle bådene er overdækkede og opvarmede, så selvom temperaturen udenfor er lav, sidder du komfortabelt og lunt.

Vores Jule Jazz Cruise afgår fra Nyhavn kl. 15:00 de fire søndage i advent.

Christmas Jazz_singer.jpg

Udendørs vinterhygge hos Hottub Copenhagen

Få en helt unik vinteroplevelse med en afslappende tur i et udendørs hottub. Forestil dig den skønne følelse af at sidde i varmt vand, mens den kølige vinterluft kærtegner dit ansigt. Hos Hottub Copenhagen kan du nyde den smukke udsigt over København og vandet fra et 40°C varmt bad. Glem hverdagens stress og jag, mens du lader varmen omslutte dig. Du får udleveret håndklæder ved ankomst, og du kan endda forkæle dig selv lidt ekstra med champagne eller andre drikkevarer, mens du slapper af i vandet.

Kom og mærk vinterens hygge hos HOTTUB COPENHAGEN, som du finder på Refshalevej 325.

Nyd en uforglemmelig december i København. Uanset om du er til jazz, ballet, julemarked eller skøjteløb, er der noget for enhver smag. Gå ikke glip af magien!

Tak! Du er nu tilmeldt
Denne hjemmeside understøtter ikke Internet Explorer. For at sikre, at siden virker rigtigt, anbefaler vi, at du bruger en anden browser fx Microsoft Edge eller Google Chrome.